April 25, 2025 → June 6, 2025
- Monday-Friday: 11:00-17:00
Opening/vernissage:
April 25, 2025, 17:00-19:00
Ole Vinter Room
Værkstedvej 32, Valby, 2500, Denmark
Admission:
Free
IMAGE

Kaare Golles - FOSSILS
TEXT
Det er med stor glæde at Ole Vinter Room kan invitere dig til Kaare Golles soloudstilling FOSSILS.
På udstillingen FOSSILS viser Kaare Golles fem store unikatryk af fundne bildæk af mærkerne Pirelli, Continental, Michelin, Goodyear og Firestone.
FOSSILS tager sit udgangspunkt i en fisketur, hvor Kaare Golles bjærgede et bildæk fra havbunden. Bildækket fangede straks hans interesse og slog ham som et vedkommende billede. Gummidækket, udvundet af fossilt materiale pumpet op fra reservoirer dybt nede under havbunden, vender nu tilbage til havbunden, som et fremtidigt fossil. En cyklisk bevægelse, tilbage mod et nulpunkt. En hvirvelstrøm af skabelse, ødelæggelse og genskabelse. Ud af bildækket formede han nogle kopier af havfossiler og støbte dem i bronze. En proces som fostrede ideen om at arbejde med bilen, som en katalysator og accelerator for civilisationen og dens udvikling, endsige afvikling. Bilen er som det 21. århundrede. På overfladen civiliseret, harmonisk, kulturel og rationel. Men overfladen skjuler noget. Under det blanke karosseri brænder en arkaisk ild. Med bilen som motiv er det blevet til en kontinuerlig værkserie som har forgrenet sig i så forskelligartede objekter som dæk-fossiler, motorhjelme støbt i aluminium, monotypier af bildæk, og en skulpturel bearbejdning af en Volvo PV544 - objekter bundet sammen i et skjult system af skabelse, ødelæggelse og genskabelse.
Kaare Golles interesserer sig ikke for biler som sådan, men han har en fascination af al den fart og kraft vi er omgivet af, alle de brølende og dunkende motorer der forbrænder benzin, og at det er den forhistoriske kraft der udfolder sig omkring os.
Med FOSSILS inviteres beskueren til at mindes, hvordan vores egen historie altid er indkapslet og påvirket af små og store fortællinger og begivenheder, og hvordan vores egen søgen efter en position i en hastigt foranderlig verden, er et gentagende forsøg på at forstå, hvordan menneskets tilhørsforhold nødvendigvis er en kompleks sammenstilling mellem sted og tid.
Kaare Golles (f. 1985) arbejder i København. Han er uddannet fra Malmø Kunstakademi.