9 Aug 2024 → 28 Sep 2024
Torsdag-lørdag: 13.00-17.00
Opening/vernissage:
9 Aug 2024, 16.00-18.00
Skal Contemporary
Sct. Laurentii Vej 18, Skagen, 9990, Denmark
https://www.skalcontemporary.dk/
Admission:
Free
IMAGE
Birk Bjørlo på Skal Contemporary
TEXT
I en ny soloudstilling af kunstner Birk Bjørlo (NO) er det vores sansemæssige erindring og oplevelse, der sættes i centrum. Vejen fra, hvordan verden reelt set er og fremtræder, til den måde, den opleves i os mennesker, er under konstant påvirkning af de sanser, vi bringer med os. I udstillingen (((O))) er det landskabsmaleriet, som i hænderne på Birk Bjørlo bliver det medie, hvori denne erkendelse skaber nye narrativer om den verden, vi lever i.
Landskabsmaleriet har til alle tider i kunsthistorien været et yndet motiv. Fra guldaldermalernes idylliske gengivelser af de åbne landskaber, til de voldsomme billeder af havet, der i særdeleshed kendes her fra Skagen. I disse gengivelser af naturen er æstetiseringen voldsom og narrativerne allerede fastlagte. Ofte langt fra den virkelighed, vi ellers kender.
Med en erkendelse af sansernes betydning for den måde, vi oplever verden på og hvordan vi efterfølgende erindrer den, skaber Birk Bjørlo landskabsmalerier langt fra dem, vi ellers kender. Han bevæger sig så nært, at landskabets elementer opløses og han bevæger sig helt derud, hvor de store sammenhænge og forbindelser gøres tydelige.
Det er de til tider modsatrettede og komplekse sanser, der har guidet Birk Bjørlo i hans arbejde og i mødet med naturen. Hans motiver bliver derfor både søgende, komplekse og amorfe i forsøget på at genkalde sig og fastholde landskaberne og erindringen om dem. Det er landskabet omkring Skagen, der er afsættet i (((O))). Det er klitheden, det er stranden og Skagens uendelige kystlinjer, som kunstneren har bevæget sig i, og det er disse landskaber, som vi indbydes til at opleve på ny.
Det er de helt store emner, som Birk Bjørlo inviterer os til at reflektere over. Det er nutidens krige og kriser, det er naturen og landskabernes ukontrollerbare flygtighed og det er teknologien, der kryber ind i alting. Vi skal langt omkring, men vejen føles selvfølgelig. Den prisme, vi sanser verden igennem er netop mangefacetteret og vores verden er et net af komplekse sammenhænge, hvor vi ikke længere kan komme af sted med at se isoleret på enkeltbegivenheder.
Til udstillingen (((O))) har Birk Bjørlo skabt en række stedsspecifikke værker. Værkerne har en skulpturel og eksperimenterende karakter og udfordrer ikke alene den måde, vi hidtil har tænkt om landskabsmaleriet, men også måden vi i det hele taget tænker om naturen og hvordan vi relaterer os selv til den.
Birk Bjørlo (NO) bor og arbejder i Målev. I 2014 tog Birk Bjørlo afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Birk Bjørlos tilgang til blandt andet landskabsmaleriet trækker ofte på naturen omkring os i en ekspressiv malerisk “oversættelse”, hvor de delvist abstrakte fladers organiske udtryk mimer de levende og dynamiske processer, som naturen rummer.
(((O))) er kurateret af Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved, og venligst støttet af Statens Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen 15. Juni Fonden, Frederikshavn Kommune, Augustinusfonden og Ny Carlsbergfondet. Dele af udstillingen er produceret under ophold på Klitgaarden Refugium i Skagen.