ursuppe is a public service for contemporary art in Denmark, amplifying events, archives, and highlights, as well as providing a pinboard


Switch color mode
PAST

Hannah Heilmann

STAGECRAFT


Exhibition


20 Jun 2024 → 5 Sep 2024


Mandag - fredag: 07:30 - 19.00
Lørdag: 10:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 17:00


Opening/vernissage:


20 Jun 2024, 17:00-19:00


Politikens Forhal

Rådhuspladsen 37, København V, 1785, Denmark


https://jppol.dk/forhallen/


Admission:

Free


Add to calendar (.ics) or subscribe to feed

IMAGE

Installation shot: Hannah Heilmann: STAGECRAFT. Politikens Forhal. Photo: Brian Kure.

TEXT

I soloudstillingen Stagecraft præsenterer billedkunstner Hannah Heilmann en række nye værker, der kredser om klimaforandringer, biodiversitetskrise og økosystemkollaps.

Heilmanns motivverden omfatter dog ikke brændende skove eller grønne frøer. I stedet retter hun blikket mod vores hverdagsliv, og de måder vi er i kontakt med økokrisen. Skulpturer i form af fundne vinduer, bearbejdet i fotogrammer og monotypier, keramiske stråhatte, der tager form af tallerkener og et glas brugte kontaktlinser skaber tilsammen en scenografi, der næsten parafraserer et interiør. Hist og her vokser en småneurotisk indsamling af madbeholdere frem, som en insisterende påmindelse om hvordan vores muligheder for at agere er reduceret til rollen som forbrugere. Heilmanns værker undersøger de afstumpede måder, hvorpå hverdagslivet er forbundet med de økosystemer, der opretholder vores tilværelse.

I en tid hvor billeder af klodens krisetilstand er overalt, flytter Heilmann opmærksomheden mod de følelser, der er forbundet med at være til i en tid med accelererende nedbrydning af planetens livgivende systemer. Ved at zoome ind på hverdagslivet afsøger hun, hvordan disse kriser manifesterer sig kropsligt som stressreaktioner og følelser af afmagt, frygt og fortvivlelse.

Hannah Heilmann er cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og lektor ved det Kongelige Danske Kunstakademi. I sin kunstneriske praksis er hun optaget af, hvordan vi indgår i udvekslingsrelationer med omgivelserne gennem hverdagsobjekter og -handlinger. Gennem forskelligartede medier som installation, skulpturelle arbejder, tekstil, tegning, tryk og performance undersøges vores følelsesmæssige forbindelser til materialer og objekter, særligt beklædnings- og forbrugsgenstande. Heilmann ser på, hvordan følelser som begær og skam, tvivl og ambivalens, ængstelighed og frygt er del af den måde, hvorpå vi interagerer med verden omkring os. Trods sit fokus på ubehag er Heilmanns værker karakteriseret af lethed og antydninger, der manifesterer en stille insisteren på nødvendigheden for poetisk tvetydighed.

– PhD og kurator Katarina Stenbeck

Hannah Heilmann (f. 1978) har blandt andet udstillet på ARoS, Møstings Hus, EKKM i Talinn og Den Frie, og har performet på Marselleria i Milano, Manifesta 11 i Zurich, Statens Museum for Kunst og the National Gallery of Art i Vilnius. Hun var medskaber af det kunstneriske projektrum TOVES (2010-2017) og en del af kunstnergruppen Ingen Frygt (2001-2010). Hun er præmieret af Statens Kunstfond og hendes værker er i samlingerne hos Statens Museums for Kunst, Kunstmuseum Brandts og HEART – Museum for Moderne Kunst.